torsdag den 7. januar 2010

En ny start

Så kom man endelig til Knoxville. Det var en lang tur herover, med en del forsinkelse, men nu er jeg her, og det er det vigtigste. Der er sket rigtig meget de første par dage. Der har været masser af nye indtryk, en masse ting og navne man skal huske, og man skal koncentrere sig om at snakke engelsk hele tiden. Men på trods af alt det, har det været et par rigtig spændende og sjove dage. Alle de mennesker jeg har mødt, har været meget venlige og søde, så det tegner til, at blive et rigtigt godt ophold.

For nu at starte med begyndelsen, så kom vi til Knoxville mandag aften (tirsdag morgen dansk tid). Vi tog en taxa fra lufthavnen til et hotel inde i byen, der hedder Holiday Inn. Der tilbragte jeg så den første nat i USA. I går morges stod jeg så op, og tog en shuttle bus, som var hotellets egen gratis minibus til Andy Holt Residence appartments, som er der jeg bor. Det er en ordentlig bygning, hvor der bor 1200 studerende. Men der er godt nok meget dødt lige i øjeblikket, fordi alle de amerikanske studerende ikke er kommet hjem fra juleferie endnu. Jeg tror også, at de mandlige studerende herovre, har et lidt andet forhold til rengøring, end hvad vi er vant til fra Danmark. Jeg kom i hvert fald op i en meget, meget beskidt lejlighed. Her bor to amerikanere, men de er på juleferie, så jeg har ikke mødt dem endnu, men de gjorde ikke rent før de tog afsted, det er en ting der er helt sikkert. Men det skal jeg nok få rodet bod på, her en af dagene.

Efter denne, lidt tvivlsomme start, tog mig, Malte og Niels ind til internationalt kontor, så de var klar over, at vi var ankommet. Derefter gik tiden ellers bare med informationer og rundvisninger rundt omkring. Det var meget spændende, der er rent faktisk gratis fitness center her på campus, og det er bare kæmpe stort. Der er både udendørs og indendørs swimmingpool, squashbaner, og et hav af vægte, vægtmaskiner og maskiner til kredsløbstræning. I går aftes var vi så på en lille indkøbstur, til et supermarked, der heddet Target. Det er sådan et sted, hvor man kan få alt, men der var nu alligevel en del vi ikke fandt, men vi fik da det mest nødvendige. Der var jo ikke rigtig noget i lejligheden, så der skulle både købes dyne og pude, tallerkener, bestik osv. Men efter den shoppingtur, var man også ved, at være godt brugt, og jetlagget sad stadig i kroppen, så det blev til en god, lang nattesøvn.

I dag har sådan set stået på meget af det samme. Informationer hele dagen, og så en tur til et kæmpe center, hvor der lå over 200 butikker. Men nu havde jeg jo så alt det vigtigste, så det var mere en hyggetur i dag. Jeg fik lige købt en IPod shuffle, som jeg kan bruge, når jeg løber, og så fik jeg omsider også købt et par nye sko. Nu var hullet i hælen af de gamle, simpelthen blevet for stort. Og det bringer mig så frem til, hvor jeg er nu, hvor jeg sidder og skriver dette indlæg. Jeg har oplevet så meget de første to dage, så det jeg har skrevet her, er kun en brøkdel. Men man siger, at alt er større i USA, og det kan jeg kun bekræfte, det er det virkelig. Der er kun én ting, jeg kan blive lidt irriteret over indtil videre, og det er deres mad. Supermarkederne sælger ikke rigtig noget sundt mad, der bliver man nødt til, at gå i specielle forretninger, for at finde det, og så er det dyrere end det usunde mad. Så der er ikke rigtig noget valg, når man ikke bor i gåafstand af sådan nogle butikker. Man kommer simpelthen til, at spise meget fasfood, så jeg må nok acceptere, at vægten kommer til at sige lidt mere, når jeg kommer hjem herfra, end da jeg tog afsted, men det er jo bare en del af oplevelsen:)

Her nedenunder kommer der lige et par billeder, fra de første dage. Jeg vil prøve, at lave et diasshow ude i siden, når jeg finder ud af, hvordan man gør.


Vores shoppingtur i Target. Malte og tre nordmænd, som vi er kommet til, at snakke en del med.


Neyland Stadium. Vi var herovre, for at få vores student id, på et kontor i bunden af stadion. I football sæsonen er der virkelig gang i den her. Det er USAs fjerde største stadion, med plads til 108.000 mennesker.


Sådan ser det ud, når man bestiller et måltid inde på fast-food restauranten Krystal. Så får man fire burgere, men der blev selvfølgelig spist op:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar